Udplantning i krukker – hvornår og hvordan?

Flerårige planter kan du have glæde af i mange år. Nogle flerårige krukkeplanter kan klare sig udendørs gennem vinteren, mens andre er ikke skabt til det danske vinterklima og skal overvintre indendørs.  Men hvornår skal du sætte planterne ud igen, og hvordan giver du dem den bedste start på sommeren?


Hvad nu?

Planter, som har overvintret indendørs, skal ud til sollyset igen i det tidlige forår, når der ikke længere er minusgrader om natten. For at give planten de bedste vækstbetingelser i den kommende sommer, skal planten i en ny krukke, som er en anelse større end den, som planten har overvintret i. 

Det optimale tidspunkt at skifte krukke er om aftenen. Så har planten god tid til at suge gødningsnæring og vand og blive klar til sin første soldag i sæsonen. Fjern forsigtigt den gamle potte, børst jord af og løsn rodnettet let – uden at skade rødderne. Lad planten suge al det vand, den kan, i et vandbad – gerne tilsat flydende, vandopløselig gødning. Hvis den nye krukke er uden drænhul, kan du lægge et lag lecakugler eller småsten i bunden, så vandet kan løbe fra jorden. Isæt planten og fyld krukken med jord af god kvalitet. Nu er din plante klar til en ny sommersæson.